I Markus 7 møder vi Jesus, der debatterer med den tids religiøse ledere. De så ned på Jesus, fordi han ikke fik sine følgere til at udføre den ceremonielle afvaskning, inden de skulle spise, så de spiste med ’vanhellige hænder’ (Markus 7, 5). Jesus fortalte dem, at de havde misset pointen – den ydre renhed, som Det Gamle Testamente krævede, var tænkt som et billede på den indre renhed i et hjerte, der står i et ret forhold til Gud. Jesu kritik af de religiøse ledere var, at deres optagethed af den ydre renhed dækkede over en indre urenhed. De vaskede hænder, før de spiste, men de tog sig ikke af eller mættede de fattige og sårbare.

Dette kan virke som en ligegyldig historie, men den indeholder faktisk en værdifuld pointe om, hvordan den menneskelige natur virkelig er.

Jesu pointe er, at vores handlinger flyder ud af, hvem vi er, og hvordan vi er indeni. Det betyder, at når vi er selviske eller hårde eller stolte eller aggressive, så viser vi, hvordan vi er indvendig. Vi afslører vores hjerter gennem det, der kommer ud af dem.

Problemet er, at vi godt kan lide at tænke, at vi er ’gode’. Og når vi tror, handler eller taler på måder, der modsiger det, så forsøger vi at bortforklare det på alle mulige måder: ’Jeg var sulten/ træt/ stresset’. Men hvis det er sandt, hvad Jesus siger, så betyder det, at de tidspunkter, hvor vores omstændigheder ikke er ideelle, er de tidspunkter, hvor vi tydeligst afslører vores hjerter. Lige som en svamp, der frigiver det, der er indeni, når man presser på den, viser vores handlinger, tanker og ord, hvad der er indeni os, når vi bliver presset.

Den menneskelige naturs paradoks

Bibelen taler dog også tydeligt om, at selv om vores hjerter ikke er perfekte, så er vi ikke fuldstændigt forfærdelige. Udgangspunktet for hele Bibelen er ideen om, at mennesket er skabt i Guds billede – det var meningen, vi skulle være lige som Gud og med kærlighed vise omsorg for og herske over den verden, han satte os i som sine repræsentanter. Men vi faldt fra denne storslåede position, og selv om vi stadig bærer Guds billede i os, er det blevet forvrænget og skadet. Den franske matematiker og filosof Blaise Pascal sagde, at vi er en ’kongelig ruin’. Vi er faldne konger og dronninger, som stadig besidder skønhed, kreativitet og magt, men som nu er tilbøjelige til at misbruge vores magt, bruge vores kreativitet til at ødelægge og gøre smukke ting grimme. Vi er et paradoks.

Der findes ikke ’gode mennesker’ og ’dårlige mennesker’; så enkelt er det ikke. Vi kan forsøge at sætte menneskeheden på en skala fra god til ond, men det vil ikke fungere. Det er snarere, som den russiske forfatter Alexandr Solzhenitsyn skrev: ’Skellet mellem godt og ondt går … lige gennem ethvert menneskeligt hjerte’. Og problemet er, at vores forstyrrede, paradokse hjerter forhindrer os i at komme til Gud; Bibelen siger, at kun de, der har ’skyldfrie hænder og et rent hjerte’ kan være i relation med ham (Salme 24,4). Men hele vejen gennem Markus’ evangelium hører vi om hjerter, der er forhærdede, ’stenhårde’ (3,5) og ’fjernt fra Gud’ (7,6). Måske lyder disse beskrivelser lidt som dit hjerte?

Men de gode nyheder er, at Jesus kom for at give os nye hjerter, for at rense vores indre, så vi kan kende ham og være i et ret forhold til ham.